10 gode råd til at vælge det rigtige domænenavn

10 gode råd til at vælge det rigtige domænenavn

Når man skal lave en ny hjemmeside, når man før eller siden til et punkt, der kan være både fantastisk morsomt og kreativt, men også frustrerende og dybt belastende. Det er naturligvis navngivningen vi snakker om her. Navnet er jo hele hjemmesidens identitet kogt ned til et enkelt eller to ord. Det handler i den grad om at ramme plet, da man ellers risikerer at stå med en tom følelse og en hjemmeside man ikke rigtigt brænder for.

Men hvordan vælger man så det rigtige domænenavn? Vi har sikkert alle prøvet, at vi får den helt perfekte ide og skynder os ind for at købe domænet, bare for at opdage at det allerede er optaget. Endnu værre, måske er det bare blevet købt, men aldrig brugt. Man kan naturligvis forsøge at købe det fra ejeren, men ellers må man jo finde på noget andet.

Her er 10 gode tips til, hvordan du vælger det helt rigtige domænenavn til din nye hjemmeside.

 

Sørg for at det er unikt

Domænenavnet er som sagt en kæmpe del af hele sidens identitet, så man skal sørge for, at navnet er lige så unikt, som den side det skal kobles på. Vær derfor grundig i din planlægning, og vær helt sikker på at det er det rigtige navn, du har valgt.

Hvorfor er det så vigtigt? Jo, hvis du har valgt et navn, der minder alt for meget om en konkurrents, kan du risikere, at potentielle kunder ender på konkurrentens side og så kan du meget hurtigt miste kunder. Generelt skal det helst være unikt på alle måder, for så undgår du, at folk ender det forkerte sted eller værre endnu, at folk ender på din side, uden at ville det. Det betyder, at du får ubrugelige besøg på din side, hvilket aldrig er ønskværdigt.

Hvis det domæne du ønsker allerede er optaget, så lad være med at købe et der ligger for tæt op af. Hvis du f.eks. vil kalde butikken for Læsehesten.dk, vil du nok opdage at domænet er optaget. Man kunne måske blive fristet til at købe Læsehestene.dk, eller en alternativt stavet udgave som laesehestene.dk. Det vil med garanti resulterer i at folk, der søger den oprindelige Læsehesten.dk, ofte vil ende på din side ved et uheld og det giver uønsket besvær for alle involverede.

 

Vælg et navn der er nemt at huske

Kort og enkelt. Det er den gyldne regel, der er altafgørende, når man skal vælge et domænenavn. Jo flere bogstaver der er i et navn, des større er chancen for, at man skriver forkert eller måske glemmer navnet fuldstændig. Det er ikke optimalt, da man jo helst vil huskes og forbindes med den branche, man har valgt. Hvis navnet ligger nemt i munden, kan kunderne langt nemmere huske det.

Desuden skal navnet være relevant for branchen, da man ellers kan risikere at forsvinde blandt konkurrenterne. Det nytter ikke noget, at man kalder sin tømrervirksomhed for Splatter.dk, selvom navnet er kort og enkelt. Det har jo intet med tømrerbranchen at gøre, og vil snarere lede tankerne hen på paintball eller noget helt tredje.

Der findes alt for mange eksempler på, at folk har forsøgt at være kreative med navnet, men det ender for det meste med, at de enten er blevet irrelevante eller at navnet er blevet alt for kompliceret og svært at huske. Splatter er da et ganske sjovt navn, men hvad er det nu lige Splatter er for en butik? Hvis din butik tilbyder en unik service, så sørg for at det afspejles i navnet og naturligvis i domænet. Er du tømrer, så vælg noget relevant. Brug dit navn kombineret med tømrerfaget. Tømrerjensen, jjtømrer eller noget i den retning. Vær kreativ og hold øjnene på bolden, så vil du opleve langt bedre resultater.

Der findes et hav af gode artikler online om at vælge domæne, så lav en hurtig googlesøgning og se hvad der findes derude.

 

Benyt et domæneværktøj

Der findes et hav af sider på nettet, der kan hjælpe dig med at navngive dit nye domæne. Hvis du som så mange andre sidder uhjælpeligt fast i den kreative proces, så kan der være hjælp at hente med et onlineværktøj. Du kan f.eks. forsøge dig med Dot-o-mator, hvor du enten vælger nogle parametre, der så bliver genereret et navn ud fra eller også kan du selv skrive ord, som du ønsker skal indgå i navnet. Det fede ved denne side er, at den sørger for at tjekke om de foreslåede domæner er ledige.

Disse værktøjer er gratis og kan benyttes af enhver. Det kan naturligvis være lidt svært, hvis man leder efter meget danskklingende navn, men ellers er det et fremragende værktøj. Der er utallige af disse sider online, så det er bare at finde dem med en simpel søgning på Google.

 

Undgå copyrightballade

Hvad du end gør så brug aldrig et navn, der er et registreret varemærke eller på anden måde kan give dig copyrightvrøvl. Det kan måske være fristende at bruge et fancy navn, som måske også indgår i et kendt brand, men vi har alle set, hvad det kan føre med sig. Tænk blot på den famøse sag om Jensens Fiskerestaurant i Sæby, og gru så ved tanken om hvad der kunne ske, hvis du valgte at bruge ordet Apple i dit domæne eller et lille ”i” foran resten af navnet. Det lyder måske fedt med iSplatter, men du kan være forvisset om, at du vil få velformuleret brev fra Apples juridiske afdeling i løbet af nul-komme-fem.

Det er bare ikke det værd, så gør dig selv en tjeneste og lad være. Der er masser af gode navne derude, som ikke behøver minde om de store brands. Det handler blot om at være kreativ. Desuden vil det have en negativ virkning hvis folk tænker: ”Ah han forsøger jo bare at ride med på Apples succes, ved at vælge et navn som det. Ham gider vi sgu ikke handle hos. Det er for useriøst.”

Så sørg for at du kontrollerer dit valgte domæne, før du går i gang. Det er bestemt din tid værd.

 

Er domænet keywordrelevant?

Tidligere var det alfa-omega, at du havde mindst et af dine keywords i dit domænenavn. Men takket være Googles EMD opdatering er dette en forældet regel. Google EMD (Exact Match Domain) er et filter, som Google introducerede i 2012 for at sikre sig, at domæner ikke fik uretfærdige fordele, bare fordi der indgik relevante keywords i navnet. Der havde været en tendens til, at folk købe alle mulige sære domæner med mere eller mindre vanvittige navne, men fordi de indeholdt relevante keywords, så fik de en høj placering på Google. Det ville Google gerne komme til livs, så derfor implementerede de Google EMD.

Det betyder dog ikke, at det er en dum ide at have et keyword i sit domænenavn. Et keyword vil give dine kunder en ide om, hvad din side indeholder, allerede før de kommer derind. ”Jensen-el.dk” giver brugeren en ret god ide om, hvad de kan forvente inde på siden, så det kan stadig betale sig at benytte keywords i navnet. Men du skal ikke forvente, at det giver dig en højere placering på Google.

 

Skriv det ned og læs det højt

Hvis du sørger for at betalefor dit domæne, er det i teorien dit for evigt. Det er da en lidt sjov tanke, at du køber din egen lille bid af internettet, som er din i al evighed. Uheldigvis kan du ikke ændre det, når først du har købt det, så du hænger altså på det navn du vælg. Derfor skal du virkelig være forsigtigt, for du kan risikere at det lyder helt forkert, og det er da lidt belastende, når nu man har betalt for det.

Et klassisk eksempel på en forretning, der egentlig har et uskyldigt navn, når man læser det er ”Dickson Web”. Det navn er det jo som sådan ikke noget galt med. Så han køber domænet ”dicksonweb.com”, men undrer sig over at der kommer mange besøgende, der hurtigt forlader siden igen.  Indtil hans gode ven en dag beder ham læse navnet højt. Dicksonweb kan nemlig udtales som ”dicks on web”.

Det er naturligvis et skrækeksempel, men stadig ganske relevant, da man skal være meget opmærksom på hvordan ens navnlyder, når man udtaler det. Sørg derfor for altid at skrive navnet ned og læs det højt. Fortæl det evt. til andre, da man ikke altid selv hører, hvis der er noget galt.

 

Undgå specialtegn og tal i dit domænenavn

Specialegn er bare forvirrende. Alt for ofte skal man benytte Shift, Alt Gr eller andre forvirrende genvejstaster for at skrive dem, og det er ikke ligefrem den rigtige metode, hvis man gerne vil have en brugervenlig side. Især ikke hvis ens kundekreds er de ældre generationer, der måske ikke er så IT-kyndige.

Næsten alle de store virksomheder og brands, har enkelte navne uden specialtegn. Hvis man pludselig smider en bindestreg ind i navnet, kan man risikere at det koster trafik på siden. Du bør ligeledes undgå at bruge tal i dit domæne, medmindre tallet er en væsentlig del af virksomhedens navn.

 

Køb domæner der minder om dit primære

Når man overvejer hvad man ellers har brugt penge på, er et par ekstra domæner ikke nogen stor udgift. Det koster omkring 100 kr. om året at have et domæne, hvilket de fleste vel kan få råd til, selv hvis der skulle blive brug for ti domæner. Du kan beskytte dit brand effektivt, ved at opkøbe alle de domæner, der minder meget om dit eget.

Du kan desuden tilknytte disse alternative domæner, til din hjemmeside og benytte dem som redirects. Så hvis nogen skulle skrive et af disse navne, vil de komme til din side. Det kan hjælpe folk med at huske på din hjemmeside og dermed give dit bedre resultater.

 

Pas på med domæneendelserne

Der findes et utal af endelser på domæner. Der er .com, .dk, .org, .biz og så videre. Der kan være penge at spare ved at vælge nogle af de mindre brugte endelser, men for det meste vil det ikke kunne betale sig for dig. Der er naturligvis tidspunker, hvor .org eller .biz er den rigtige løsning. Men 99 ud af 100 gange vil det bedste du kan gøre være at købe et .dk domæne. Det er det mest relevante endelse i Danmark og til danske sider. Skal du være international, bør du måske benytte .com, men så længe du har en lille butik med danske kunder, vil det ikke gør dig noget godt.

Skulle .dk domænet du ønsker være optaget, så lad være med at købe .com domænet. Det er langt bedre at finde på et helt nyt domænenavn, medmindre du har en meget god grund til at holde fast på lige det navn.

 

Vær altid direkte

Der er nogle ord og vendinger, der er som skabt til at tiltrække besøgende. Men medmindre disse besøgende er en del af din målgruppe, så bør du nok prøve at undgå dem. I modsætning til hvad mange tror, så er mange besøgende ikke lig med profit.

Der er mange der falder for svindlere, der kan garantere 10.000 besøgende for et ganske lille beløb. Men hvad hjælper det, at der er 10.000 besøgende, hvis de er på siden i et sekund og så lukker igen. Et hit er ikke bare et hit. Det skal være relevant, ellers hjælper det dig ikke noget. Google er blevet meget gode til at frasortere hjemmesider, der har benyttet sig af ”falske” besøgende og købt ”popularitet”.

Hvis du vil have relevante besøgende og tjene penge på din hjemmeside, skal du sørge for at det fremgår af navnet hvad du sælger. Det skal være kort og kontant, og sidde lige i skabet. Ellers kan alverdens trafik ikke hjælpe dig.

Skriv en kommentar